”Vi er lutheranere”
På sporet af Martin
Luther i og omkring Seyda.
Oversætter:
Præst Torkil Jensen. Stor tak!
Hjertelig tak til Fru Katharina Körting, reformationstovholder i
Wittenberg, for hendes venlige besøg og ideen til dette hæfte. Forsidebilledet
er malet af Jasmin Lindemann, Seyda, der går i 1.klasse.
Efter den 31.oktober 1517 kaldte den mand, der indledte reformationen,
sig for Luther. Sådan
underskrev han teseopslaget, og fulgte dermed datidens udbredte skik med at
omskrive sit navn til
græsk,
som også hans ven Melanchton havde gjort ved at omskrive sit oprindelig navn
Schwarzerd.
”eLeUTHERia”
betyder på græsk ”frihed”. Og Luthers
indsigt i Den hellige Skrift skulle netop bringe frihed:
Den
frihed, der lever af, at Guds nåde også gælder for mig; at jeg dermed
(Se videre Kaufmann:
Reformationens historie 2009)
Reformationen foregik i vores umiddelbare nærhed. Seyda ligger præcis
midt i mellem Jüterbog, hvor Tetzel solgte sine afladsbreve og Wittenberg, hvor
teseopslaget ”Mod afladen” blev slået op som reaktion på dette. Reformationens
begivenheder skete her. På
reformationstiden, men også i
tiden, der fulgte – indtil i dag 500 år efter.
Martin Luther kendte Seyda. Han har blandt andet brugt den lille by i
sine prædikener i Wittenberg
for
at angive afstande: ”Forestil Jer, kære menighed, at Moses var nået så langt
som til Seyda.” Og han tog sig personligt af besættelsen af præsteembedet.
Luthers ven Bartholomäus Rieseberg var den første evangeliske præst i Seyda og
virkede her fra 1527 til 1540. Han kom hertil på Luthers anbefaling, efter han
som reformatorisk prædikant i Hessen kort tid forinden havde undgået at blive
brændt som kætter.
Den 13.november 1528 ”fredagen efter Martins navnedag (11.november) ”
skal Luther personligt have været i Seyda i
forbindelse med den første
evangeliske kirkevisitats. Det fremgår af en ”dagbog,” hvor Luthers liv er
beskrevet dag for dag. 10 år efter reformationens begyndelse handlede det om at
finde ud af, hvor meget af det evangeliske budskab, der var nået ud til
menighederne omkring Wittenberg.
Visitationskommisionen blev
forskrækket over tilstandene. Ikke i Seyda, her virkede pastor Rieseberg jo
allerede – men andre steder. Mange steder kunne præsten ikke en gang Fadervor.
Hidtil havde evnen til at kunne læse været nok – så kunne man ”læse” messen.
Visitatorerne indhentede også nøjagtige oplysninger om forholdene i
Seyda før de udtalte deres anbefalinger. Hvad angår Seyda blev det bestemt, at
der skulle bygges en skole og et hospital. Endvidere skulle der oprettes en
”Almindelig Kasse”
altså skaffes midler til
almindelig understøttelse af ikke mindst de fattige.
Labetz som dengang var anneks
til Seyda blev byttet med Schadewalde, der hørte til Wittenberg.
Præsten i Mellnitz, der ikke
havde tilstrækkelig indtægt på grund af embedets ringe størrelse, blev
forflyttet til Seyda. I dag kan man stadig i den lille kampestenskirke i
Mellnitz se ”menighedsdøren” og ”præstedøren” – og med egne øjne slå fast, at
præsten i hvert fald må have været en meget tynd person for at komme igennem.
I Seyda blev der oprettet et superintendentur. En superintendent skulle forestå uddannelse
for og føre tilsyn med 10 præster. Superintendenturet i Seyda bestod indtil
1877, og Seyda havde
indtil
1919 to præster: Superintendenten – senere ”Oberpfarrer” og en diakon med
adresse på Kirkepladsen 1 og 2. Den nuværende præstegård blev nyopført i 1846.
Efter Luther havde været i
Seyda, skrev han sine katekismer for at bøde på den ringe uddannelse. Kort og præcist forklares de vigtigste dele af
den kristne troslære. Den lille katekismus i dialogform blev skrevet for
husstand, skole og kirke og findes stadig i salmebogen. Den store rettede sig
mod præstestanden og angiver passende baggrundsviden som for eksempel: Hvad er
Gud? og Hvor dit hjerte skal være.
Gennem århundreder blev og bliver disse katekismer anvendt – i hus,
skole og kirke. I lang tid afholdtes søndag morgen en
gudstjeneste og om
eftermiddagen en katekismeprædiken. Så var det – som Luther skriver – en
selvfølge, at et barn på 7 år ved, hvad kirken skal være.
Denne visitats blev ikke den sidste; igen og igen blev der holdt øje
med, om det gik ordentligt til i menighederne. Så blev det påtalt, at der nok
var en skole i Seyda, men intet hospital. Beboerne i Seyda undskyldte sig: De
havde i stedet for betalt til hospitalet i Zahna.
Visitatserne vidner om, at reformatorernes store vilje til at
organisere den evangeliske kirke fik sin konkrete udmøntning i de lokale
menigheder. Hvor varsomt man på den anden side også kunne omgås med
traditionerne ser man den dag i dag i kirkerne i Ruhlsdorf og Arnsdorf. I
Ruhlsdorf findes et over 500 år gammel
træskærerarbejde, ”den
hellige familie.” Foruden Josef og Maria som vi kender fra Bibelen, forestiller
billedet også den hellige Anna – mormor til Jesus og mor til Maria. Hun har
Jesus på skødet og er tydeligt ”under kysen” – altså gift. I baggrunden ses de
tre ægtemand, hun har haft efter hinanden. Disse hellige personer mistede ved
reformationen deres betydning som frelsesformidlere (Hellige Anna, hjælp mig,
så vil jeg blive munk, bad Luther ved Stotternheim), men de blev altså ikke
blot og bart smidt ud af kirken, blot flyttet bort fra centrum.
Endnu tydeligere ses det i
kirken i Arnsdorf, hvor altertavlens midterdel med helgelfigurer blev taget ud
og anbragt på sidevæggen. På dens tidligere plads i altertavlen anbragte man
prædikestolen; Guds ord skal være i centrum, Jesus Kristus.
Rækken af lutherske præster i Seyda er lang. Det var ofte særdeles
belærte personer med relationer til universitetet i Wittenberg. Et oliemaleri i
kirken i Seyda viser os for eksempel Johannes Zacharias Hilliger, der gjorde
tjeneste i 45 år fra 1725 til 1770. Hans belæsthed er symboliseret med en lang
række bøger i baggrunden. Selv sidder han med en opslået bog, hvor der på tre
sprog, hebræisk, latin og græsk, står: ”Befal Herren dine veje, også når det
går dig dårligt: Herren ser dig dog!”
Menigheden i Elster er allerede ved navnet gået over i
reformationshistorien (det var ved Elsterporten, Wittenbergs østlige byport at
Luther den 10. december 1520 brændte pavens bandlysningstrussel). Denne
menighed fik ved Luthers hjælp Valentin Schwan som præst. Her indtraf
det, som mange frygtede, og
som cølibatet var indstiftet for at forhindre: at præstembedet gik i arv. 3
generationer af Schwan indledte den evangeliske præsterække i Elster.
I 1521 stod Luther for
kejser og rige i Worms. Modigt
tilbagekaldte han ikke, men påkaldte sig den hellige skrift og fornuften. Den
danske hertug Christian (senere Christian III) var blandt tilskuerne, og blev
derved en begejstret lutheraner. Senere indbød han som dansk konge Johannes
Bugenhagen til gennem 3 år at indføre lutherdommen i Danmark og skrive den
danske kirkeordinans. Guds ord og Luthers lære skal nu og aldrig forgå – sådan
kan man den dag i dag høre det fra danske prædikestole.
De lutherske kongehuse stod i indbyrdes forbindelse og således kom en
dansk prinsesse, Hedwig barnebarn af Christian den 3., til Kursachsen. Hendes
mand kurfyrst Christian døde tidligt, og hun fik sit eget hertugdømme på
Lichtenburg ved Prettin; det strakte sig helt til egnene omkring Seyda. Derfor
blev det hende, der byggede den lille bindingsværkskirke i Gentha i 1624.
30-årskrigen gik hårdt ud over Gentha; her overlevede kun 2 enker og 2
enkemænd. De fik markredskaber og kvæg til genopbygningen – og en lille kirke
til håb og trøst. Kunne det betale sig? kan man i dag spørge med god grund, men
det er alt sammen udtryk for den lutherske tro, som imidlertid i Gentha
åbenbarede sig på endnu mere markant vis. Det har vi imidlertid først opdaget
for 3 år siden: Det er Hedvig selv, der sidder til bords med Herren på
altertavlens oliemaleri. Til
gengæld er der udeladt en
apostel! Det er typisk luthersk tankegang; vi har alle en plads ved Jesu bord.
Cranach indledte traditionen
med at sætte byens borger til bords med Jesus på sin altertavle til bykirken i
Wittenberg, men i Gentha sidder – og det er sensationelt! – for første gang en
kvinde.
Den praktiske udmøntning af troen på Guds kærlighed var tydelig fra
begyndelsen. Allerede ved visitatserne handlede det om uddannelse for alle, om
understøttelse af de svage og de fattige og om etablering af et hospital i
Seyda.
I 1708 nedbrændte næsten hele
byen Seyda; også kirken blev ødelagt. Det førte til at de sachsiske byer
næstekærligt samlede ind til genopførelsen af såvel by som kirke i Seyda. Denne
næstekærlige
handling kan vi takke for at
Seyda overhovedet eksisterer i dag!
Den nye kirke blev indviet i
1711 og i 1717 var der også midler til at hænge en klokke op i tårnet (der
havde tidligere været 5). Den lyder den dag i dag, og dens indskrift siger, at
den ”herefter skal forøge den evangeliske kristenheds frydetone. ”
Lidt yngre er det typiske lutherske alter med prædikestolen. På dette
kan man se hele det lutherske ”program”: I midten det vigtigste: Ord og
sakrament som frelsesmidler, altså prædikestol, alterbord og døbefont. Ved
hjælp af et rødt forhæng gøres det tydeligt, at det, der sker på altermotivet
snittet i træ, nemlig at Jesus holder nadver sammen med sine disciple, bliver
nutid for os ved Herrens bord og i forkyndelsen af evangeliet. Læg især mærke
til indbydelsens form: Brødet er
allerede lagt frem – også til
dem, der skal komme.
Salmedigteren Martin Jentzsch, der er født i Seyda, har brugt motivet i
en salme, der stadig findes i den tyske salmebog (EG nr. 418).
Den vigtige lutherske
sondring mellem lov og evangelium kan også ses på alterbilledet i Seyda. Til venstre ses Moses med
de ti bud – loven, og til højre Johannes, som skrev at Gud er kærlighed. Begge
peger hen på Kristus på korset. De to store figurer Peter og Paulus, som vel
har givet kirken navn, er på et tidspunkt blevet byttet rundt, i år bliver de –
også som en forberedelse til reformationsjubilæet - sat tilbage på deres
oprindelige plads. Derefter vil Paulus pege på korset (og ikke ud i luften), og
Peter vil med sin håndbevægelse
indbyde
til Herrens bord og ikke til at gå forbi!
På kirkens pulpitur minder
stole til øvrigheden og det saksisk-polske alliancevåben sammen med epitafiet
for en øvrighedsperson til venstre for oliemaleriet af Hilliger om fællesskabet
mellem det verdslige og det åndelige regimente. Denne øvrighedsperson bestred
sit embede i 50 år og på gravpladen står: ”Gør mig det efter – så
På oliemaleriet af Hilliger ses også den sorte ”Lutherjakke” altså den
sorte præstekjole med poignetter som stadig tjener som præstens beklædning.
Sådan skal Luther have været klædt som professor i Wittenberg. Under alle
omstændigheder hører dette til ”adiaphoraen” de ikke hellige biting. Luther fik
en gang et brev fra en bekymret præst i Brandenburg: fyrsten tillader ham nok
at prædike evangelisk, men han kræver, at han stadig bruger de katolske klæder
under gudstjenesten – kan han det? Og Luther svarer ham: Det vigtigste er det
ord, han prædiker, så kunne han for den sags skyld stå der i underbukser!
I flere hundrede år forblev de gamle messeklæder i brug, og der er for
eksempel i Gadegast bevaret en kvittering for anskaffelse af nye messeklæder.
Først i 1817 indførte den daværende preussiske konge den sorte præstekjole som
præsterne tjenestedragt.
På det tidspunkt var meget forandret i Seyda: Sachsen havde været i
krig med Frankrig og havde tabt i befrielseskrigen mod Preussen og Rusland.
Området kom til at tilhøre Preussen, og den preussiske provins Sachsen opstod.
Den kunne blandt andet genfindes i navnet ”Kirkeprovinsen Sachsen” som
eksisterede indtil den blev forenet med Thüringen i ”Evangelischen Kirche in
Mitteldeutschland.” Den preussiske konge blev overhoved. Hans kongehus stammede
fra Hohenzollerne, altså fra Sydtyskland, og var derfor præget af den
reformation, der havde sit udgangspunkt i Schweiz – de ”reformerte”. Allerede hans
forgængere havde forsøgt at forene de for det meste lutherske undersåtter i
Preussen med de reformerte i en kirke. Nu blev der taget mere udspekuleret fat:
Der fandtes en union – en slags praktisk paraply – som samlede lutherske og
reformerte, men som tillod hver menighed at blive i sin egen konfession. Kongen
der også var en slags ”hobby-liturg” og som gennem sin ven den russiske zar
Alexander havde lært den russiske musiker Bogatzky at kende, skabte en
”unionsalterbog” altså en gudstjenestebog med de sammenstillede bønner og
messeled. Hver menighed, der frivilligt indførte denne alterbog fik et
eksemplar med en personlig tilegnelse i guldtryk. Jeg har for eksempel fundet
sådan en bog i Morxdorf under en kirkebænk. Men i Seehausen samlede bønderne
sig foran præstegården, holdt deres gamle salmebøger op i vejret og råbte: ”Vi
er lutheranere!”
På kirkepladsen i Seyda står der en Befrielseslind – en nu 200 år
gammel kaukasisk lind, der minder om våbenbroderskabet mellem Preussen og
Rusland. Det andet træ er en Luthereg plantet i 1883 til minde om 400-året for
Luthers fødsel.
Samme år – 1883 – begyndte i Seyda også et stort diakonisk arbejde med
rødder hos den store lutherske teolog Friedrich von Bodelschwingh. Han grundlagde i
overensstemmelse med god luthersk tradition for næstekærlighed en arbejdskoloni
i
Bryd dit brød til de sultne.
Før dem, der vandrer i elendighed, ind i dit hus; Bær hinandens byrder. Sådan
digter Martin Jentzsch – født i Seyda – i den før nævnte salme nr. 418.
Jentzsch’ far tog del i grundlæggelsen af arbejderkolonien og sad foran alteret
i kirken i Seyda: Bryd dit brød til de sultne, syndere som fromme, og hjælp så
vi alle en gang kan samles ved dit bord”.
På denne tid var også en stor del af missionsarbejdet i Tanzania – det,
der dengang hed Tysk-Østafrika – luthersk præget. Derom minder en gammel
missionsfane, som hænger over pulpituret i kirken i Gadegast. Dengang afholdtes
der missionsfester i Gadegast, som i øvrigt for første gang fik besøg af en
farvet. Og såvel byens beboere som medlemmer af andre byers menigheder ydede
bidrag til missionsstationer, kirker, skoler og sygehuse. Vi får stadig med
jævne mellemrum besøg fra en sådan tidligere missionsstation: Lugala i
Tanzania; et stykke af den lutherske verdenskirke vi tilhører, og som vores
menigheder har været med til at bygge.
Også Lutherkirken i Leinefelde i Eichsfeld blev i 1866 finansieret med
bidrag fra Gadegast. Der er ført nøje regnskab med, hvor meget hver enkelt
familie har ydet. Gustav-Adolf-værket byggede denne kirke for de evangeliske i
mindretalsområder.
I 1886 opførtes kirken i Ruhlsdorf. Kirkepatronen var Carl Traugott von
Hülsen, som med sit liv gav et særligt eksempel på luthersk fromhed. Ikke kun
sagde præsten ved hans begravelse, at intet dørtrin var ham for lavt; når han
for eksempel besøgte sine landarbejdere i forbindelse med sygdom og bad og sang
sammen med dem. Nej, han stod også bag oprettelsen af den almene brandforsikring
for provinsen Sachsen – og senere for hele Tyskland – der skulle komme til at
sikre mange mennesker mod elendighed og stor nød. I rigsdagen optrådte han i
kulturkampen mod selveste Bismarck. Han gjorde det klart, at han som lutheraner
ikke kunne godkende foranstaltningerne mod den katolske kirke – han var den
første, der havde mod til at tale sådan i Rigsdagen, og som vi ved måtte
Bismarck opgive sit forehavende. I våbenhuset ved Ruhlsdorf kirke kan man se
gravkorset for Carl Traugott von Hülsen med skriftstedet: Jesus Kristus siger:
Jeg lever, og I skal leve!” Også altersølvet kan Ruhlsdorf kirke takke ham for.
Hans efterkommere hjalp os sidste år i kraft af en stor donation med at
reparere kirketaget og fortsatte således deres forfaders tradition.
Vore kirkers udsmykning viser os, hvad der var og er vigtigt for
menighederne. Således findes der også i Naundorf et alter med prædikestol; et
gammelt billede viser os, at der også i Gentha fandtes et sådant indtil for 100
år siden. I Gadegast er et billede af Kristus, der kommer os i møde med
udstrakte arme, anbragt i centrum. I Zennick er påskehistorien med Maria
Magdalene det centrale blikfang i en blyindfattet rude. Kontrasten mærker man
måske i virkeligheden først, hvis man tager til Østfriesland, hvor man i de
reformerte kirker ikke finder nogen billeder, kun en prædikestol i midten og
”klapbord i hjørnet” der stilles op, når der er altergang.
I forbindelse med rengøring
fandt man i Gadegast under en kirkebænk en seddel med bekendtgørelser, der stammer
fra 1920’erne. Den fortæller om skriftemål for ungdommen og i Gadegast står der
faktisk stadig en skriftestol bag alteret. Luther afskaffede jo ikke denne form
for skrifte – endnu i 1817 blev der i forbindelse med renoveringen af
Slotskirken i Wittenberg indbygget en skriftestol – han kritiserede blot
tvangen til at skrifte og den misforståelse, at man ved skriftemålet kunne
renses for alt.
At menigheden konstitueres af ord og sakramente ses også i
kirkebygningen i
Meltendorf. I den lille
bondelandsby et stykke fra Fläming var der fra gammel tid ingen kirke, og vejen
til Elster var lang. Den største af bønderne, Bröse, byggede i midten af det
19. århundrede et nyt stuehus og indrettede et kirkerum midt i dette. Senere –
i 1896 – byggede byen i fællesskab sin egen lille kirke. Den er derfor den dag
i dag på kommunale hænder. I denne lille landsby fandtes et livskraftigt
kirkekor, der gennem årtier sang i kirken hver søndag. Præsten fra Elster kom
ganske vist ikke så ofte, men så sørgede man for erstatning enten fra Gadegast
eller sågar med stor anstrengelse fra Piesteritz – man ville høre Guds ord!
Reformationjubilæet i 1917 faldt sammen med 1. verdenskrig. Fra dette
år stammer naglekorset i kirken i Gadegast. For hver nagle blev der givet et
bidrag til soldaterne.
Og så kan vi ikke fortie, at også hos os blev Luthers taget i tjeneste
af nazisterne.
Kirkeudsmykningen i Seyda fra
1935 blev i 1955 udvidet af en katolsk kirkemaler. Den forestiller Luther og
Melanchtons våbenskjolde og salmen ”Vor Gud han er så fast en borg” samt
centrale Bibelcitater. Noget lignende findes i kirken i Ruhlsdorf, men meget af
dette kan ikke mere tydes. Lutherbilleder fra tiden omkring år 1900 finder vi
Gadegast og Ruhlsdorf (her også et billede af Melanchton) hvor der også findes
et oliemaleri fra det 18.århundrede af dem begge malet af Siebenhaahr.
Modstandsdygtigheden i den
lutherske tro finder vi eksemplificeret i Pastor Hagendorfs liv og virke. Han
var præst i Seyda fra 1938 til 1954. Han
kom første gang i Gestapos søgelys efter han havde indføjet en anmodning om
bidrag til konverterede jøder i en anmodning om dokumentation til et
arierbevis. På grund af kritiske udtalelser blev han arresteret. Efter den 17.
juni 1953 (opstanden i Berlin) bankede to strejkeledere på hans dør og bad om
hjælp. Pastor Hagedorf hjalp dem til at flygte og blev derfor endnu en gang
fængslet.
Tilhørsforholdet til verdens lutherske kirker er blevet tydeligt og
håndgribeligt siden 2003. På det tidspunkt skete der en udveksling af præster
mellem Seyda og Baltimore/USA. Pastor Keith Hardy var her i to omgange og sagde
forbavset ”Der er en stor kirke midt i hver eneste lille landsby – og den er
luthersk!” Efter besøget, hvor pastor Hardy var ledsaget af sin hustru, har vi
i flere omgange haft besøg fra ”Epiphany Lutheran Church” i Baltimore og også i
år får vi besøg – endda i 3 måneder. I vinterkirken i Naundorf hænder et rødt
glaskors, der stammer fra Baltimore.
Gruppen af menighedsmedlemmer fra Seattle, der i 2005 hjalp til med
renoveringen af kirken i Mellnitz og KFUM-huset i Seyda kom fra Westside
Presbyterian Church. Presbyter er det græske ord for ”ældste” – selvom de er
rundet af den reformerte tradition, var vi sammen ”I Luthers fodspor” – vores
første møde fandt tankevækkende nok sted den 11.september 2001.
I det hele taget har interessen for reformationen og specielt for
jubilæet i 2017 hjulpet os til mange kontakter. For eksempel får vi
regelmæssigt besøg af et stort kor fra Valparaiso nær Chicago – det største
lutherske universitet i USA. 50 studenter sang med ved konfirmationerne i
Gentha og Seyda og i kapellet i Mark Zwuschen. Vi var de første byer som dette
kor, som er venskabskor med Thomanerkoret i Leipzig og som også skal medvirke
ved Forbundsregeringens reformationsmarkering, fik kontakt med, og de har været
meget trofaste mod os.
Også fra andre lutherske
lande har vi haft besøg. Biskop Marianne Christiansen fra Haderslev deltog i
festen for kirkerenoveringen i Gentha i 2015, ligesom de bøhmiske brødre fra
Tjekkiet og masurerne fra Polen har besøgt os.
Ved et byjubilæum i Naundorf opførte medlemmer af menigheden scener fra
byens historie, og gæsteskuespiller fra
Wittenberg var Bernhard
Naumann, der naturligvis optrådte som Luther.
Også i kraft af det lutherske verdensforbunds kontor i Wittenberg har
vi haft besøg. En gruppe på 16 gæster besøgte en eftermiddag og en aften to af
menighederne. Og næsten som om det var OL kom de fra alle verdensdele:
Lutheranere fra Zimbabwe, Letland, Hong Kong, El Salvador, Canada, USA, Ghana,
Zambia, Indien, Columbia, Sverige, Danmark… En stor gensidig oplevelse!
Endelig har flygtningesituationen givet kontakter. I de forgangne
måneder har man forsøgt sig med arabiske rundvisninger i Wittenberg og dermed
beskrevet reformationen for mennesker, der stammer fra en helt anden
kulturkreds. Og fortalt dem, at man ikke kan købe ”en billet til Paradis”, men
til gengæld får den af Jesu Kristi nåde. At det ikke afhænger af indsatsen, men af Jesu
kærlighed til hver enkelt af os. Det står i
kontrast til al gerningsretfærdighed – i islam og i alle vore moderne samfund.
At Luthers ånd er levende iblandt os bliver vi også mindet om af spiret
på kapellet i Mark Zwuschen. Det blev opsat i 2011. Her ses ”det flyvende
lændeklæde” som vi blandt andet kender fra Cranachs malerier. Det bærer ordet
”vivit” – han lever. Jesus lever, det er budskabet, der går gennem
århundrederne og stadig trøster og glæder.
Der findes meget, der er luthersk, uden at vi som sådan tænker over
det. Det er som fisken i vandet, der først mærker det, hvis vandet er væk. Så
bliver det svært.
Vi kan takke Luther for, at vi får gaverne til jul og ikke som
tidligere på Sankt Nicolais dag (6. december) og ikke mindst for den
evangeliske præstegård med præstefruen.
Luthers tanker er blevet
bevaret i Seyda gennem tiderne: At vi lever af Guds nåde og at det giver os
friheden fra at skulle frelse os selv på andre måder (som for eksempel Tetzels
afladsbreve). At vi selv
Nadversalme sunget i Seyda
gennem 500 år:
Gud giv os alle
sin nådes tegn
at vi går på hans veje
i sand kærlighed
og broderligt troskab
at vi skal få det daglige brød
Kyrieleison
Herre, din hellige Ånd
forlad os aldrig
men led os den rette vej
at din arme kristenhed
må leve i fred og enighed
Kyrieleison